Birtes hjemmeside
malerier og rejsefoto
Efter 600 km heraf de sidste 30 km. var en rystende affære, grusvej med mange riller på tværs, (så den rystetur måtte vi døje herefter, hver gang vi skulle til Kimberley,) var vi godt trætte fremme ved Amakulu Lodge hos Hetti og John, og sikke en velkomst, helt utrolig, medarbejderne stod i kø for at byde velkommen, og vores bagage skulle ikke bæres en meter, men også lidt en underlig fornemmelse ;o)
Mange til at hjælpe med bagagen, Amakulu har 11 farvede medarbejdere, nogle fulgte med Lodgen da John og Hettie købte det, og andre fulgte med da han købte nabo lodgen,, de har nu bygget det om til dette herlige sted, disse medarbejdere kan ikke fyres, kun hvis de stjæler, og det gør de absolut ikke, arbejdet her er deres levebrød. Lodgen består af en smuk afrikansk lappa og 7 fantastiske bungalows, med afrikansk interiør, badeværelse og aircondition
Her er Rene ude og vise og termitboerne, en brav gut fra Holstebro, som har taget et ½ år hernede, og han tog sig rigtig godt at os turister
Vævefuglen, var der rigtig mange af de laver reder af græs, og hullet sidder for neden, så de sidder tit på undersiden af reden hængende i kløerne
John solgte to af sine Sabel antiloper da vi var der, de skulle bedøves fra helikopter, der er forøvrigt lavet en film reportage, hvor dyrlægen her og hendes mand, fløj rundt over savannen og bedøvede dyr og tog sig af vildtpleje, men en trist skæbne overgik ægteparet, en dag havde hans sikkerhedssele ikke været ordentlig spændt, han faldt ud af helikopteren og døde, hun driver nu foretagenet videre, med en ny pilot.
Den sidste aften på Amakulu blev vi kørt ud til Buschman´s Rock og nød den flotte solnedgang ud over den vidtstrakte savanna, med en lille traktement serveret af to af medarbejderne, utrolig stemningsfuld
Det var de afrikanske medarbejdere, der stod for menuen vi fik mad som de normalt ville spise, gnuhale ragout med majsgrød, som var lavet så det smagte som løse ris, kogte majskolber, og mm. maden blev øst op ved bålet, og sikke en portion, kunne kun spise det halve, den mad som ikke blir spist hver dag, får de farvede med hjem som en slags (doggy bag) stof til eftertanke, når man sendte sin tallerken ud.